Mainframe-computere et et udtryk fra computer-udviklingen omkring 1970. På dette tidpunkt blev det nødvendigt at skelne mellem de traditionelle store "hovedcomputere" og de nye mindre og billigere minicomputere.
Da de første reelle computere dukkede op midt i 1960’erne, var de så dyre og store, at man ikke kunne tildele hver bruger en. I stedet placerede man en computer centralt, og lod så de enkelte brugere arbejde op mod denne fra deres terminal. Terminalen var en "dum" skærm, der kun kunne præsentere information den fik fra serveren (mainframen).
Ordet "mainframe" anvendes i dag især om de store servere fra 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, men teknikken er på ingen måde død.
Nye begreber som "tynde klienter" bygger på de samme tanker om deling af fælles regnekraft, dog er brugerflader og processorhastighed forbedret betragteligt med årene.
Der er fordele og ulemper ved at dele en central maskine. Fordelene er blandt andre administrative og driftmæssige. Det er også nemmere at sikre maskinen og dens lager fysisk end hvis data og maskiner er spredt i eksempelvis et kontorlandskab.